Tilbage til forsiden    

Teknisk vejledning

Undervisningsmaterialet i BibTeach er tilgængeligt i flere forskellige filformater. Generelt gælder det at Visualiseringer ligger gemt som Powerpoint-filer (ppt) og pdf-filer. Tekstdokumenter ligger gemt som Word-filer (doc) og pdf-filer. Nedenfor uddybes det hvad de forskellige filformater dækker over samt hvordan de anvendes og hvad de kræver af software hos brugeren.


Word (doc)
Filer lavet i Word har altid extension (efternavnet) doc. Det er det der står efter punktummet i et filnavn, f.eks. lektionsplan.doc. Word er valgt fordi det uden tvivl er det tekstbehandlingsprogram der er mest udbredt i Danmark. Fordelen ved at gemme dokumenterne i Word er at brugeren/underviseren så blot henter dokumentet ned på sin egen pc, hvorefter han/hun uden videre kan lave personlige tilrettelser i dokumentet.
For at anvende Word-filer kræves det at modtageren har Word installeret på sin pc. Word er et betalingsprogram. Under hvert kursusforløb kan hvert enkelt dokument hentes i et eller flere filformater.
  • Klik på det relevante ikon.
  • Afhængig af dine browserindstillinger vil dokumentet enten åbne direkte i din browser eller du vil blive spurgt om du vil Åbne eller gemme det. Under alle omstændigheder bør du gemme dokumentet på din PC. Hvis dokumentet åbner direkte gemmer du blot dokumentet ved at vælge Gem som i menuen Filer
  • Når dokumenet er gemt lokalt på din PC dobbeltklikker du på filen og Word åbner automatisk og du kan nu redigere i dokumentet.

Har du ikke Word læs under pdf.



PowerPoint
(ppt)
PowerPoint-filer i BibTeach har altid extension ppt. PowerPoint er et såkaldt præsentationsprogram, hvori det er muligt at lave dias-serier, der enten kan vises direkte på skærmen (kræver at man har adgang til f.eks. en projektor, der kan vise skærmbilledet på storskærm) eller som kan printes ud som overheads. Alle visualiseringer i BibTeach er gemt i PowerPoint og du skal bruge den samme fil uanset om du ønsker at vise den direkte fra PC´en eller printe overheads ud. PowerPoint er som Word et betalingsprogram og det kræves ligeledes at modtageren har programmet på sin PC for enten at afvikle dias-show, printe dias ud eller redigere i disse. Proceduren for brug af PowerPoint filer er samme som under Word.
For at få den optimale afvikling af PowerPoint filen er det vigtigt at du gemmer den på din PC og åbner den i PowerPoint, fremfor at få den vist i browseren.

Er du i tvivl om hvordan du bruger PowerPoint se under Fif til underviseren

Har du ikke PowerPoint læs under pdf.



pdf
PDF er et universelt format der kan læses på alle computere uafhængigt af om det er en PC eller MAC og uafhængigt af hvilke programmer der er installeret på en given computer.  Det kræver dog at du downloader det gratis program Acrobat Reader fra internettet og installerer det på din PC. Når dette er gjort kan du klikke på pdf-ikonet ud for det dokument du gerne vil hente fra BibTeach og Acrobat Reader åbner automatisk dokumentet. Bemærk at Acrobat Reader kun tillader dig at læse dokumenter (og printe fra dem naturligvis) men du kan ikke redigere i dem.
Bemærk venligst at filerne er gemt i PC versionerne af hhv. Word og PowerPoint. Evt. MAC brugere henvises til at bruge pdf-filerne.
     

For yderligere oplysninger om BibTeach kontakt Lene Schrøder, Herning Bibliotekerne